Hvad jeg lærte om mig selv ved at sejle

I foråret købte jeg en båd. En 28 fods motordreven ”Hankø Fjord Terne” med 96 hestekræfter. Min mand og jeg tænkte, at det var noget vi kunne få meget sjov ud af sammen med vores 4 teenage-døtre.

Der er mulighed for at sove seks mand ombord, om end det er mere en nødløsning end femstjernede luksus. Og til trods for at vejret var fantastisk i de uger, vi havde ferie, meddelte pigerne efter en lille uge, at det var alt sammen meget fint med den båd, men vi havde altså gjort regning uden vært. De gad i al fald ikke sejle Sjælland rundt eller lignende med os. Det var ok til små dagsture, men ellers – pænt – ”nej tak”.

Med til historien hører, at hverken min mand eller jeg har nogen særlig stor sejlererfaring, bortset fra lidt halv dårlige minder fra barndommen. Så alt var nyt for os begge.

Godt for parforholdet

Jeg kan så absolut anbefale, at kaste sig ud i nye udfordringer sammen. Det giver en fælles entusiasme og energi i parforholdet at være lige håbløse sammen. At begge er på lige fod. Det er nok noget af det bedste vi længe har gjort. Alt andet vi har foretaget os har altid båret præg af at den ene eller anden af os var betydelig bedre til udførelsen end den anden.

Ulempen var naturligvis, at ingen af os som sådan havde en naturlig autoritet udi sejlads, der berettigede til en egentlig kaptajn rolle. Altså, at være den der uddelegerede rollerne, når der skulle lægges til og fra – og undervejs måske pludselig tog beslutningen om at gøre noget anderledes. Og det kan være uheldigt i situationer, hvor der skal træffes en hurtig beslutning. 

Min mand morede sig gevaldigt med at bringe en kaptajn kasket med hjem, da han var ude og handle redningsveste ind, men efter den var gået på omgang et par gange med ledsagende grin endte den meget sigende i et hjørne af båden – sammen med de beføjelser, der fulgte med.

Roller og vaner

Sæt en familie på en lille båd og find ud af, hvorledes familien fungerer. Det ville være en meget let måde at undersøge familiedynamikker på for en familieterapeut. Rollerne i vores lille familie blev meget tydelige. 

Der er den ene datter, som sniger sig rundt og undviger alle opgaver for at kunne finde et mørkt sted og kigge på sin iPhone. Der er den anden datter, som ikke mener sig dygtig nok til at deltage i at lære at lægge til og fra eller varetage nogle opgaver i den forbindelse. 

Der er de to resterende døtre, som kaster sig uforfærdede ud i alt det nye – hvor den ene går intellektuelt til værks og den anden praktisk. 

Der er faderen, som bare sejler ud med en ”happy go lucky” attitude og indledningsvist sætter spørgsmålstegn ved, om det er nødvendigt med redningsveste, GPS-trackere og information om vejr og især vind.

Og endelig er der undertegnede, som hurtigt påtog sig den kedelige rolle, som den bekymrede, som gerne ville have styr på alle detaljerne, inden vi så meget som overvejede at tage nogle af fortøjningerne, og som var tæt på at få et nervesammenbrud de første ti gange, der skulle lægges til. 

Kort sagt – blev de roller vi hver især havde i livet forstørret op i en sådan grad, så man ikke kunne gemme sig fra sig selv, eller for mit eget vedkommende bilde mig selv ind, at jeg er specielt modig. 

Faktisk må jeg konkludere, at jeg er en lille smule neurotisk.

 

En daglig øvelse i at blive i nuet

Så sejlturene blev for mig i begyndelsen en noget pinefuld daglig øvelse i at forblive i nuet.

Jeg fortalte mig selv – sådan cirka en milliard gange i timen – at det ikke nyttede at ødelægge hele turen ved at have gruelige tanker om at skulle lægge til. 

Jeg fortalte mig selv – sådan cirka 8 gange i timen – at jeg havde de fornødne ressourcer til at håndtere situationen, når jeg nåede frem til det tidspunkt, hvor vi skulle lægge til. Altså det NU, der ville være på det tidspunkt. 

Jeg ved nemlig, at jeg har spildt afsindigt meget tid i mit liv, på at tænke på noget, som er hændt i fortiden og spekulere over noget, som skulle ske i fremtiden. Jeg har været i mine tanker 90 % af tiden og tilstede i nuet i sølle 10 %. Måske endda mindre. 

Jeg har levet, som om jeg stadig befandt mig i urtiden i en konstant trussel for at blive udryddet af en mammut eller sulte ihjel. Altså mere eller mindre i min reptilhjerne.

Det har taget mig helt vildt lang tid at erkende, at det eneste sted, jeg kan være og leve, som den jeg er, er i NUET. Det er det eneste sted, hvor jeg kan hente min fulde livskraft. Og kraften til at reagere konstruktivt i NUET. 

 

Den morgen hvor Gud så skruede op for forstærkeren

Efterhånden som sommeren gik på hæld, syntes jeg, at jeg blev bedre til at nyde sejlturene. Jeg sad hverken og rablede mantraer af mig (om at være i nuet) eller lagde fortøjningerne klar en halv time, inden vi var i havn.  

Men en tidlig morgen med blikstille vand og guddommeligt vejr væltede neuroserne væltede ud af skabet igen.  

I nogle dage havde jeg bemærket, at båden styrede tiltagende dårligt. Faktisk havde den gjort det siden den kom i vandet, men eftersom vi som sagt ikke havde den store sejlerfaring, gik vi ud fra, at sådan var det bare. 

Denne morgen var vi på vej ind mod Københavns havn for at mødes med nogle sejlervenner og spise brunch. Med ét gik styringen fra at være dårlig til helt umulig, og jeg foreslog, at vi i stedet vendte om og sejlede hjem. 

Der røg vist nok også et par uskønne eder og forbandelser ud mellem sidebenene. ”Lortebåd” er et af dem, jeg husker.

Men jeg lod mig overtale af at ”vejret var smukt, vi skulle møde nogle venner og man kunne jo altid bare lægge til, hvis det gik helt galt”. 

Så jeg slugte mine bekymringer.

Ti minutter senere rundede vi den 1100 meter lange krydstogtkaj i Nordhavnen og fik indsejlingen til Københavns havn i sigte. 

Og lige nøjagtig foran to store 14 etagemeter høje krydstogtsskibe gik båden over til udelukkende at sejle i cirkler.   

Jeg iagttog mig selv, medens jeg forfjamsket sprang rundt på hele båden. Pludselig stod jeg helt stille og hyperventilerede. 

Havde vi været på land, havde jeg nok sagt (skreget) ”hvad sagde jeg”, smækket med døren og forladt feltet. 

Her var jeg tvunget til at blive i min panikangst. 

Medens cruiseskibet, som gik igang med at lægge fra, truttede i hornet for at få os væk fra deres udsejlingsrute.

Min mand satte sig roligt ned og googlede ”smøring af ror Hankø Terne”. Og et øjeblik senere var der fyldt olie i en lille skjult tragt i instrumentpanelet og båden styrede pludselig bedre end nogensinde. 

Min puls sank, jeg lagde igen mærke til det fine vejr, og følte en vis tilfredsstillelse og lettelse over, at jeg hverken havde nået at skrige af manden eller ringe efter søværnet.

Vi grinede og jokede med at kaptajnen på krydstogtskibet nok har kigget på vores krusedulle rute på radaren og tænkt: ”De er helt visne…..”

 

Fight / Flight / Freeze

Situationen var ekstrem, men i grunden ufarlig. Vandet var spejlblankt, det var højsommer, vi lå relativt tæt på land, og kunnet have ringet efter vores ven, som med sine 750 hestekræfter, kunne være ankommet på 4 minutter og trukket os ind til nærmeste havn. 

Min mand og jeg reagerede bare HELT forskelligt.

Han oplevede INGEN frygt what-so-ever. Jeg blev straks helt KOLD af angst. 

Frygten var helt reel for mig. Jeg var tæt på at drukne som 7 årig, så min dårlige erfaring fra fortiden fik hurtigt sat sig i min krop og affødte straks en serie katastrofetanker om sammenstød og drukning, som klæbede sig fast i mit sind som bolsje papir.    

Og fordi jeg befandt mig på en båd, kunne jeg ikke benytte min foretrukne fight/flight reaktion: skrige af manden og forlade feltet. 

Jeg sad fast i freeze mode, og det var møg ubehageligt. 

 

Tilbage til nuet

Jeg oplever en lignende lammende panikangst, når jeg kravler op på noget marginalt højere end en ølkapsel. Jeg har ledt længe efter en løsning på problemet. For det ville være fantastisk at kunne vælge kuperede ruter, når jeg booker vandreture. 

Det ville være fantastisk at kunne opføre mig pænt over for mine med-passagerer, når jeg sidder i en stolelift.

Ombord på båden var jeg helt opsuget af tankespind. Med andre ord forlod jeg min krop og forlod mig selv i nuet. Jeg trak vejret overfladisk. 

Så hvad skulle jeg have gjort? 

Hele sommeren havde jeg arbejdet fra den anden ende af skalaen med at forblive i nuet og ikke forlade nuet ved at ræse frem til det tidspunkt, hvor vi skulle lægge til igen. 

I farvandet uden for Københavns Nordhavn burde jeg have fokuseret på at komme tilbage til nuet.

Hvad skulle jeg havde gjort? Hvad kunne jeg have forsøgt?

 

4 – 7 – 8 Metoden

Den bedste måde at komme tilbage til nuet på, når ”skaden er sket”, og man er gået i panikangst, er at komme tilbage i kroppen og ud af tankerne. Og det bedste redskab vi har til det, er lige ved hånden, heldigvis. Det er vores vejrtrækning.

Der er ovenikøbet en bestemt type af vejrtrækning, som nedsætter kroppens angstreaktion: Den hedder 4-7-8. 

Træk vejret ind mens du tæller til 4, hold vejret mens du tæller til 7 og pust ud med en hvislen på 8. Gentag manøvren.

Det bringer dig tilbage til nuet ved at sænke det sympatiske nervesystem (som sætter kroppen i alarmberedskab og klar til kamp/flugt) og i stedet aktivere det parasympatiske nervesystem, som beroliger kroppen. 

Havde jeg gjort det, ville panikangsten stille og roligt have sluppet sit tag.

 

Hvad du ikke bør foreslå

Hvis du oplever en person, som har panikangst, så bed dem for guds skyld ikke om at slappe af. Det hjælper ikke!! 

Spørg heller ikke med en let bebrejdende tonefald, hvad det værste er der kan ske. Tro mig. Det står allerede LYSENDE klart for enhver, der har et angstanfald!

Foreslå heller ikke, at de ”skal tage sig sammen”. For fanden da. Havde de kunnet det, havde de sgu nok gjort det, for det er totalt ufedt at sidde med en sådan panikangst. 

Bed dem i stedet om at trække vejret efter 4-7-8 metoden. Og tæl gerne for dem. Tal roligt til dem. ”Nu fortsætter du med at trække vejret, og du fokuserer KUN på din vejrtrækning, og imedens finder jeg stille og roligt ud af, hvordan jeg får båden til at sejle ligeud.” 

Andre muligheder….

Jeg kunne også have fokuseret på alt det i nuet, som jeg kunne registrere med mine sanser. Jeg kunne have dyppet fingrene ned i vandet og mærket vandets tekstur og temperatur. Jeg kunne have lyttet til mågerne (og forsøgt at filtrere cruiseskibets horn ud!). Jeg kunne have kigget på skyerne, himlens farver…..i det hele taget bragt opmærksomheden tilbage på alt det som mine sanser kunne høre, se, smage og føle i nuet. Så havde jeg hjulpet mig selv meget bedre. 

Ren adfærdsterapi for sjælen

At sejle er en terapeutisk oplevelse i mere end en forstand. Det vendte i al fald vrangen ud på min familie og mit parforhold.   

Selvom jeg i sommerens løb ofte tænkte, at erhvervelsen af denne Hankø Fjordterne, var den mest TÅBELIGE beslutning og værste omgang selvpineri, jeg nogensinde havde udsat mig selv for, tror jeg alligevel, at det er sundt for mit psykiske helbred at futte rundt i de Danske Farvande. 

Jeg tillader mig selv at slippe kontrollen og at være uperfekt. Jeg inviterer mig selv til at være i nuet. Og som bonus får jeg de mest fantastiske smukke oplevelser på havet og rundt om i de små og store havne.

Næste års sommertogt er allerede på tegnebrættet. Turen går nordover og igennem Gøtakanalen. Med eller uden teenagere. Nye oplevelser og angstanfald venter forude!!